Jeg havde en klient på briksen den anden dag.
Hun kom til mig efter en periode med stress og fysisk fastlåsthed i kroppen.
Under healingen kommer det frem, at hun tager overansvar i sit liv, for andre mennesker, der er tæt på hende. Og det bliver vist, hvordan dette mønster er grundlagt i barndommen i de helt tidlige år.
Ved at tage overansvar for andre omkring hende, lukker hun ned for dele af dig selv, som verden ikke får lov til at se. Hun viser ikke hele sig, hele den hun er. Og hun bruger store mængder af energi på at holde fast i sig selv og på at være der for andre. Men resultatet er en fastlåsthed i livet, både mentalt og fysisk.
Når barndommens traumer kommer til overfladen under healing, ikke for at pege fingre eller vise fejl. De kommer til overfladen, for at vi kan begynde at se og forstå de spor de sætter i os, som hindrer os i at leve livet fuldt ud. Og i dette tilfælde for at klienten her kan begynde at genkende og blive bevidst om det mønster, hun har med sig. Et mønster hun har bragt med sig igennem livet, men som ikke længere tjener hende, og derfor er tid til at slippe.
Selve healingen og den smukke klient der ligger på briksen, selvfølgelig langt mere nuanceret, end det billede, der her tegnes.
Men der er alligevel et vigtigt budskab her, nemlig vigtigheden i at vi tør kigge indad, se på det der ’larmer’ i os. For når noget ’larmer’, så er det oftest fordi, at det er tid til at tage det frem, kigge på det og arbejde med det.
Når vi mærker en ubalance i os selv – om det så er kropsligt, mentalt eller følelsesmæssigt, så er det vores krop (vores sjæl) der forsøger at fortælle os noget. Og så er det vores fornemste opgave at lytte.
Healing kan være en meget smuk og nænsom måde at arbejde med selvudvikling på.
Og fordi healingen kommer fra et sted af ren kærlighed, bliver selv de tungeste sider i os mødt med det smukkeste lys og den største ubetingede kærlighed. Og det gør, at vi kan begynde at rumme os selv, favne os selv, også med de sider vi ellers har fortrængt (måske gennem et helt liv), eller som vi ikke tør kigge på.
Og så kan vi begynde at forløse og slippe - og leve et liv i balance med os selv og vores inderste.
