top of page

Lidt om mig

Jeg er healer, underviser og spirituel vejleder for lysarbejdere og mennesker på den lysende vej. Sådan har det ikke altid været - ikke bevidst ihvertfald.

Jeg har en baggrund i den akademiske verden, og har herefter arbejdet i mange år som leder indenfor det pædagogiske felt, med en særlig viden omkring forandrings- og udviklingsprocesser af både organisationer og individer. I december 2019 tog mit liv en meget pludselig og uventet drejning, som sendte mig ud i mit livs største stormvejr. Det betød, at jeg ikke kunne andet end at stoppe op, finde fodfæstet, og finde min vej i verden igen. Og det førte mig bl.a. af healingsvejen, og en uddannelse som kanaliseret englehealer på Engleskolen Danmark, som jeg startede på i foråret 2021.

Vejen til at uddanne mig til og arbejde som healer, har været en del af en meget større, men også forunderlig, hård og smuk rejse, hvor transformation har været kodeordet. En rejse der har ført mig af hjertets vej og visdommens vej, med healing som det redskab jeg formidler med. Og med et stærkt ønske om at bruge min viden og livserfaring til at hjælpe andre på deres livsvej. 

I min praksis tiltrækker jeg ofte mennesker, der har traumer og tyngder med sig i livet, som kan mærke, at det er tid til at give slip og forløse. Mennesker der har brug for et rum til ro og nærvær, så de igen kan mærke sig selv. Mennesker, der kan mærke, at der er mere i livet, men har svært ved at finde vejen - og det kan måske komme til udtryk som tristhed, modløshed, ensomhed, sorg eller savn i livet.

Som healer og spirituel vejleder arbejder jeg med spirituelle opvågnings- og udviklingsprocesser både den enkelte og i grupper. Og i mit arbejde er jeg stærkt forbundet med højt vibrerende energier, med en særlig kontakt til både engle- mester- og stjerneenergier. Samt andre galaktiske dimensioner som vi endnu ikke har hverken sprog eller viden om endnu. Jeg arbejder med traumeforløsning, energiforløsning ved stagnerede energier, brydning af mentale mønstre (bevidste og ubevidste), således at din energi kan ekspandere, og du kan få integreret din sjæl, din højere bevidsthed og dit lysvæsen i dit liv som menneske på jorden, så du kan gå i dit hjertes reneste lys og visdom.

Som healer arbejder jeg kanaliseret. Dvs. at jeg stiller mig til rådighed for de energier, der gerne vil igennem og på kærligste vis understøtter den proces, som lige præcis du er i gang med. Dette kan være engle- og mester energier, stjerneenergier og andre galaktiske lysvæsener. Alle healinger er forskellige, og kan indeholde både afbalancering, forløsning af traumer, lysaktivering og aktivering af din egen sjælsenergi og energetiske potentiale. Når jeg healer kommer der ofte også budskaber til at understøtte healingen. Dette kan være i form af billeder, ord, sætninger og budskaber, som jeg formidler videre til dig under healingen - eller efter - hvis det ønskes. 

Uanset hvad du kommer med eller har brug for, vil du blive mødt med rummelighed, ærlighed og omsorg. Og en stor portion kærlighed fra både mig og alle de smukke energier omkring os, der altid vil os det bedste, og altid støtter os på vores livsvej - uanset om vi mærker det eller ej.

I lys og kærlighed,

Katrine

348357951_622963346557301_204008563896360944_n.jpg
Lotus blomst
bottom of page