Ferie er et emne, der tages op år efter år. Det er noget vi bør glæde os til, og alligevel er det ikke helt så let for mange. Hvilket der også skrives en del om. Vi har endnu ikke fået sommerferie her i vores lille hjem. Men det får vi om lidt. Mine drenge er nu 7 og 5 år. Den alder hvor de begynder at kunne ting selv. Og vi kan lave ting, som også fylder mig op. Alt er ikke kun på deres præmisser længere.
Alligevel har der ligget en uro og luret i mig, de sidste 2-3 uger. Og ikke bare en uro, men en følelse af stress og ked-af-det-hed. Min krop og mit system husker, hvordan det har været de sidste 3 ½ år, hvor ferie absolut ikke har været hverken dejligt eller let. Snarere virkelig hårdt på rigtig mange planer.
At holde ferie mindede mig om det faktum, at intet var, som det skulle være. Savnet efter drengenes far blev større. Ensomheden større. Sorgen større. Arbejdsbyrden større. Og måske værst af alt – uden pauser til mig, til at lade op, så jeg kunne være den bedste version af mig selv. For som buldrende introvert er tid for mig selv altafgørende for, at jeg trives og er i balance. Og det skaber en ferie som alenemor til to børn ikke meget rum for.
Med tiden er ferierne selvfølgelig blevet lettere. Drengene bliver hele tiden større, og såret lidt mindre dybt. Og lidt groft sagt, er vi måske nu nået til et punkt, hvor der er status quo. Det er ikke længere så hårdt. Men ferier er endnu ikke kilde til overskud heller. Og jeg gætter på, at det er sådan for rigtig mange mennesker. Ikke bare folk som mig, hvor livet har taget en drejning. Men for alle mennesker.
Forskellen er måske, at hele mit system er i alarm, allerede inden ferien er gået i gang. Kroppen husker den stress – på alle planer – der tidligere har været forbundet med det at holde ferie. På et tidspunkt var en weekend bare helt uoverskuelig at komme igennem. Der er vi alligevel nået lidt længere.
Det tog mig lidt tid at forstå, at det var dét, der var på spil. At det var det, der gjorde at jeg følte mig tyndhudet og sårbar de sidste par uger. Og det gjorde faktisk også, at jeg projicerede en masse svære følelser ud på de nærmeste omkring mig. Jeg stillede spørgsmålstegn og blev et tankemæssigt kaos på nogle planer, der gjorde det rigtig svært at være mig.
Så udover den kropslige stress og reaktioner, fik jeg låst mig selv fast i nogle historier og fortællinger om mig selv, gamle mønstre af sorg og svigt. Og frygt for at miste. Alt dét, 'bare' fordi der ligger en sommerferie foran os og venter.
Heldigvis for mig, blev jeg opmærksom på, hvad der var på spil. Hvorfor jeg havde det svært, følte mig stresset og ked-af-det. Og så kunne jeg begynde at slippe og healingen kunne begynde. Fordi jeg turde mærke, hvad der var på spil inde i mig selv – kigge på det udefra med omsorg og et kærligt blik.
Når man tør det og kan det, så kan man også begynde at forstå, hvad der sker. Og derefter begynde at slippe det, som man ikke længere vil have med sig. Og i det finder man også balancen igen, fordi man begynder at slippe de svære følelser og tanker. Og så kan man i stedet bevidst begynde at skabe nye historier, nye tanker og nye manifestationer.
Det lyder simpelt, det er det ikke. Men for eksempel forestiller jeg mig nu, hvordan jeg glæder mig til ferien med mine dejlige drenge – i stedet for at være styret af frygten for dét, der tidligere var. Og jeg fortæller mig selv den del af historien, hvor jeg véd, at vi får nogle dejlige stunder - hvor også jeg kan nyde det.
Dér er ingen der siger, at det bliver lutter idyl og lagkage. Men bare dét, at jeg begynder at tænke anderledes, skaber jeg med garanti også et andet fundament for den ferie, der ligger foran os. Et andet fundament i mig, som ikke er baseret på stress og ked-af-det-hed, men taknemmelighed for at jeg får lov til at være sammen med dem jeg elsker.
Men det kræver, at man tør stoppe op, når man kan mærke, at der er noget i en, som er i ubalance eller er svært. At man tør mærke det, se det og kigge ind bag ved for at begynde at opdage, hvilke tanker og mønstre, der ligger bag. Det gælder i øvrigt ikke kun i fht. ferier, men i livet i det hele taget.
Så måske er det lige værd at stoppe op et øjeblik, hvis du kan mærke, at der er noget, der rumsterer i dig. Hvad handler det om? Hvor vælger du at have dit fokus? Hvordan kan du begynde at fortælle en anden historie til dig selv og i dig selv? Og hvordan kan du begynde at slippe de uhensigtsmæssige tanker og mønstre, som du ikke længere vil have skal være fortællingen om dig?
Med disse ord håber jeg, at du får en skøn og solskinsfyldt sommer. Og at du husker, at du selv kan være med til at bestemme, hvordan dit liv skal folde sig ud, ganske simpelt gennem dit valg om, hvordan du betragter livet.
Og husk, at livet er det hele, både det smukke og det dejlige, og det hårde og det svære. Og det hele er okay, for det er en del af det levede liv. Og det er jo i virkeligheden så smukt det liv, når vi stopper op i det nu der er, og bare nyder det.
Comments