Da jeg for fire et halvt år siden stod i det sorteste mørke, efter pludselig og uden varsel at have mistet min mand, Christian, blev gulvtæppet revet væk under mig. Bogstavelig talt. Jeg følte, at jeg havde mistet alt – at jeg havde mistet mig selv.
Det tog mig lang tid at finde tilbage til livet igen. I lang tid var hver eneste dag en kamp. Først minut for minut, senere time for time, så en dag af gangen, som vi bare skulle igennem.
Mine børn blev det lys og den kærlighed, der gjorde, at jeg stod op hver eneste dag og kæmpede videre. For en del af mig havde i lang tid aller mest lyst til at kravle ind i mørket, og gå med ham videre på den anden side. Sådan skulle det ikke være, og sådan blev det heldigvis ikke.
Når noget så voldsomt sker (sådan var det i hvert fald for mig) er du ikke længere den du var, inden det skete. Og jeg begyndte derfor en lang rejse, hvor jeg skulle finde mig selv igen.
Og det blev en rejse, hvor ikke bare sorgen skulle bearbejdes og finde sin plads. Men en rejse, hvor jeg har vendt hver en sten på vejen for at finde ud af, hvem jeg er – og hvem jeg gerne vil være i verden.
Det har været en utrolig smuk og bevægende rejse, hvor jeg har fundet hjem til mig selv, og hjem til mit hjerte igen.
Men det har ikke altid været en let rejse, for udover at bearbejde sorgen over at miste så stor en kærlighed i mit liv, har det også betydet, at jeg har måttet rydde op i alle hjørner og alle kroge af mig selv.
Jeg har arbejdet ned i gamle mønstre, gamle overbevisninger. I mit liv som barn, som ung og som voksen. For at rydde op, rydde ud, slippe og bearbejde – ikke bare sorgen efter at have mistet, men alt hvad jeg har haft med mig i livet. For at kunne skabe mit liv på ny.
Hvor voldsom og smertefuld rejsen end har været indimellem, og selvom en stor del af mig ville ønske, at det kunne have været anderledes, har det også betydet, at jeg har fået lov til at bygge mit fundament op på ny.
Jeg har fået lov til at vælge alle de gyldne og smukke sten, som mit fundament skal indeholde. Og jeg har fået gaven i at blive bevidst om at vælge det liv, jeg gerne vil leve.
Et liv der har ført mig af healingens vej, hjertets vej. Og ønsket om at hjælpe andre på samme vej, andre der faret vild i livet eller har mistet sig selv, og har brug for hjælp til at mærke sig selv og deres hjertes kompas igen.
En vej jeg aldrig havde turdet gå ellers. Men de sidste fire et halvt år har vist mig, at der er ikke nogen anden vej for mig.
Og jeg har lært, at der findes en gave og et lys i alt – også de tungeste og de sværeste dele af livet. For uden mørket ville vi heller ikke være i stand til at se lyset. Og uden lyset ville vi ikke være i stand til at mærke kærligheden – og turde gå hjertets vej.
Må du også finde dit hjerte - og dit lys - i livet!
Kærligst Katrine
Comments