top of page
lotushjerte

I krydsfeltet mellem energi og videnskab

For nylig var jeg i Polen, nærmere bestemt Serock, en lille by en times kørsel uden for Warszawa, hvor jeg skulle på et intensivt weekendkursus med den amerikanske neurovidenskabsmand, kiropraktor, foredragsholder og forsker Joe Dizpenza. Dispenza har skrevet utallige bøger og rejser verden rundt for at udbrede sin viden og sin metode for mennesker som jeg, der er interesseret i at forstå sammenhængen mellem energi, bevidsthed og krop.


Det skulle tage mig mere end fyrre år – og en opvågning af den hårdeste slags – at nå til den erkendelse, at vi faktisk har mulighed for at vælge lige præcis hvem vi gerne vil være og hvordan vores liv skal være. Og det kan indimellem være rigtig svært at forstå, når man føler sig ramt af livet eller fanget i nogle svære omstændigheder, som det kan være svært at se sig ud af. Men vi har altid et valg. Altid. Heldigvis kom den erkendelse noget inden jeg stødte på Dispenza. Og det fik mig igennem mit livs værste krise, da jeg for 3 år siden pludselig stod alene med mine to små børn i mit livs værste sorg, og skulle bygge livet op igen.


Når Dispenza taler om, at vi er skabere af vores eget liv, så mener han det helt bogstaveligt. Og jeg finder meget inspiration i hans tanker omkring sammenhængen mellem hjernens neurologiske mønstre og kroppens funktioner, samt hans forståelse af kvantefeltet og det energetiske felt vi igennem vores væren i verden skaber vores eget liv. Han forklarer også, hvorfor vi både hjernemæssigt og i vores nervesystem har meget svære vilkår for at se os ud af vores eget liv, når vi er fanget i stress eller ramt af traumer.


Både Dispenza og mange andre indenfor både det spirituelle felt, hjerneforskere og neuropsykologien arbejder med at undersøge, måle og forstå sammenhængen mellem hjerne, krop og energi. Dispenza forklarer bl.a. hvordan vores tankemønstre skaber neurologiske forbindelser i hjernen. Disse forbindelser sender signal til kroppen gennem nervesystemet og immunsystemet, hvorved der skabes kemisk fysiske reaktioner i kroppen. Som produkt af disse kemisk fysiske reaktioner opstår der dels reaktioner i organerne, samt producerer følelser, som så igen er med til at bekræfte vores oprindelige tankemønstre. Og cirklen starter forfra. Og på den måde er vi med til at bekræfte, manifestere og fastholde mønstre i vores liv – og derved også vores opfattelse af verden som vi ser den. Og den viden er ekstremt vigtig for at forstå, hvorfor vi ikke ’bare’ kan ændre os eller skabe forandring i vores liv. Heller ikke selvom det vi gør er destruktivt for os – eller måske endda gør os syge.


Og en af forklaringerne ligger bl.a. i, at 90 % af disse mønstre foregår fuldstændig ubevidst. Og vi er derfor slet ikke klar over, at det er os selv der både skaber og fastholder dem – men har en forestilling om, at det er sådan verden eller livet er for lige netop os. Vi tror ikke, at det kan være anderledes, eller tror at vi bliver ’ramt’ af livet eller skæbnen, og ofte med en offerfølelse som følge deraf.


Vi baserer vores forståelse på verden af den fortid vi har levet – og vores forventninger til fremtiden ud fra de erfaringer vi har med os. Og derved bliver det utrolig svært at skabe nyt i vores liv, fordi vores forhåbninger og forventninger er baseret udelukkende på det vi kender og har prøvet. Men for at ændre det, kræver det en bevidsthed og et ønske om at åbne sig for de muligheder der ligger i universet. Og en tro på, at en anden virkelighed kunne være gældende for os.


Og det er netop her, at det bliver interessant for mig som healer - i krydsfeltet mellem energi og videnskab. Når nogle mennesker har forsket i så tilstrækkelig grad i noget, at vi kan begynde at kalde det viden baseret på andet end bare antagelser. Som for eksempel, når Dispenza med sine utallige skanninger af hjernen og hjertet påviser hvordan vi energetisk og bevidsthedsmæssigt kan skabe fysiske forandringer igennem meditation og bevidsthed – ikke bare i vores krop, men i vores liv. For det betyder, at vi også har mulighed for at ændre det liv vi lever, de mønstre vi gentager og den opfattelse vi har af verden, så vi begynder at tiltrække det vi ønsker og det vi har brug for i stedet for at reproducere gamle traumer og mønstre, som ikke længere tjener os.


Som healer er det min største opgave at hjælpe mennesker med at skabe rum for balance, ro og nærvær. Fordi jeg tror på, at det er derigennem vi finder fodfæste til at skabe de forandringer vi ønsker. Og ro og rum til at se os selv udefra, se på os selv med kærlige øjne og mærke med hjertet, hvem vi gerne vil være og hvor vi gerne vil hen. Og derved også begynde at blive opmærksomme på vores egne mønstre i livet, så vi kan slippe det vi ikke længere har brug for.


Og med Dispenza har jeg fået en anden forklaring på det jeg har mærket energetisk, nemlig vigtigheden af pauserne, af roen, af hjertekontakten fordi det er herigennem at vi skaber et rum for hjernen så den kan samle sig, arbejde systematisk og helhedsorienteret, og derved åbne for muligheder, skabe og være kreativ. Kort sagt alt det der skal til for at vi kommer ud af mørket og begynder at fylde vores liv med lys.


Der er altså en helt fysiologisk forklaring på, hvorfor det kan være så svært at slippe de gamle mønstre og traumer og skabe forandring i vores liv, men også en viden om, hvordan vi gennem en fokuseret bevidsthed kan skabe forandring. Gennem healingen skaber vi rum for at hjernen og kroppen kan arbejde med os i processen, samtidig med at vi får et kærligt skub på vejen fra universet, englene eller hvad du vælger at tro på eller kalde det. Det gør vejen både kortere og blidere, og ikke mindst fyldt med kærlighed.


Men i sidste ende handler det om at centrere energien i dit eget hjertecenter. For det er her portalen er til både de universelle energier og den fysiske krop og tankerne. Hjertet er portalen der samler det hele. Og derfor er det så vigtigt altid at mærke, holde og styrke hjerteenergien i dit eget center – i dig. For hjertets visdom holder det hele, er det hele og er portalen til din sjæls visdom ind i den fysiske krop.


I kærlighed og lys

Katrine


* Hvis du trænger du til at mærke og styrke din egen hjerteenergi og finde roen i dig selv – så er der stadig et par ledige pladser til min healingscirkel på fredag d. 24 marts kl. 19.00 – se mere og tilmeld dig her: Workshops/Cirkler | Lotushjerte


* Hvis du er nysgerrig på at vide mere om sammenhængen mellem energi og bevidsthed, transformation og hjerteenergi – og få erfaring med selv at arbejde ind i det felt og begynde din egen transformation, så holder jeg d. 10 april en workshop med fokus på netop dette. Læs evt. mere her: Workshops/Cirkler | Lotushjerte



112 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page